Kristendommens fremtid – fremtidens kristendom
Sidste år blev 100-året for den store missionskonference i Edinburgh markeret med en konference på Aarhus Universitet med titlen Church and Mission in a Multireligious Third Millennium.
To udgivelser blev sat i værk ved den anledning, og nu er den første på gaden. Viggo Mortensen og Andreas Østerlund Nielsen står bag bogen Walk Humbly with the Lord. Church and Mission Engaging Plurality, der indeholder konferencens hovedbidrag.
Bogudgivelsen markeres den 11. marts med et seminar på Aarhus Universitet, hvor bl.a. Niels Grønkjær, Knud Jørgensen, Vitor Westhelle og Viggo Mortensen taler.
Den anden bogudgivelse tager fat på kirken og de nye medier, som var et af konferencens hovedspor. Bogen redigeres af Pauline Cheong, Stefan Gelfgren, Charles Ess og Peter Fischer-Nielsen og forventes færdig på Peter Lang i løbet af 2011.
Cyberspace er lukket – brug Nettet i stedet
Nogenlunde sådan lød buskabet fra den norske medieprofessor Knut Lundby til forsamlingen på konferencens sidste dag. Ordet cyberspace lugter nemlig af noget eksotisk, virtuelt, anderledes og virkelighedsfjernt og kan forhindre os i at tage internettet alvorligt som noget, der er særdeles virkeligt!
Cyberspace eller ej så blev emnet i hvert fald taget seriøst hele dagen igennem. Svenske Göran Larsson følte sig på sit fags vegne forpligtet til at hælde en spand religionsvidenskabeligt koldt vand i hovedet på de mange teologer, der var til stede. I sin respons til Lundby mindede han om, at hans fags opgave ikke var at udtale sig normativt om, hvad der er rigtigt eller forkert. Når han kigger på de religiøse udfoldelser på nettet, er det udelukkende med et ønske om at studere, analysere og forklare.
Larsson mindede os om nogle af de spændinger, der var indbygget i konferencen: Mellem teologer og religionsforskere. Mellem teologer på et sekulært universitet og teologer på universiteter med et kirkeligt grundlag. Mellem forskere, der ønsker at beskrive og forskere, der ønsker at løse problemer.
Eftermiddagens panel-session om kirken og de sociale medier præsenterede perspektiver på nogle af de aktult mest hotte problemstillinger. Særligt Facebook var i fokus, og Charles Ess og Stine Lomborg fra Århus Universitet præsenterede i et case-studie, hvordan mediet bliver brugt i en dansk folkekirkemenighed.
De viste, hvordan Facebook er med til at binde menigheden sammen, men påpegede også, at brugen fortsat er meget ad hoc-præget og tilfældig. Nogle af de samme konklusioner nåede amerikanske Pauline Cheong frem til i sin præsentation, dog med udgangspunkt i Twitter.
En anden amerikaner, Mark Johns, stod imidlertid for et andet synspunkt. Han mente, at Facebook primært blev brugt til selvpromovering, og at der ikke var megen fællesskabsdannelse at spore.
Mark Johns var ligesom Heidi Campbell ikke til stede i kød og blod, men kun via Skype. Udover at mindske konferencens CO2-synder understregede det også internettets muligheder for at bringe folk i kontakt med hinanden over lange distancer – om det så fører til fællesskab eller ej.
Campbell bidrog med et snigkig ind i hendes nye bog, hvor hun argumenterer for, at internettet ikke ensidigt former kirker og religiøse organisationer, men at påvirkningen også går den anden vej rundt.
Endelig stod svenske Stefan Gelfgren for det historiske perspektiv, da han argumenterede for, at det nye ved internettet måske ikke er så nyt endda, men at vækkelsesbevægelser til enhver tid har brugt medier til at forkynde evangeliet med.
Ligesom cyberspace er lukket, er konferencen det nu også. Lad os mødes på Nettet i stedet!
Peter Fischer-Nielsen
Århus, 29. januar 2010
Hvem tager opvasken?
I den afsluttende panel debat om missiologiens fremtid indledte missiologiens ”grand old man” Andrew Walls med at rette en tak til den skandinaviske missiologi repræsenteret ved folk som Torben Christensen, Sundkler og Aagaard, som var et lys i missiologiens mørke periode.
Dernæst mindede han om, at missiologien egentlig burde være alle teologiske discipliners ansvar. Men ligesom den holdning at opvasken er alles ansvar i familien ofte fører til at ingen tager opvasken, på samme måde har det ofte været med missionen. Derfor er vi nogle missiologer, som tilbyder at tage opvasken.
Walls førte på sin karakteristisk suveræne måde tilhørerne på en tour de force gennem 2000 års kirke- og missionshistorie. En afgørende begivenhed i hans optik var udviklingen i det 6. Århundrede, som førte til en opdeling af kirken efter etniske linjer, som åbnede op for de følgende århundreders tragiske splittelser i den globale kirke.
Wall s understregede betydningen af den store europæiske migration, som begynde omkring år 1500 og skabte den moderne verdensorden og endte i det 20 århundrede – med etableringen af staten Israel. Nu oplever vi så en omvendt migrationsbevægelse fra den ikke-vestlige verden til den vestlige verden, en bevægelse, som har store konsekvenser for kristendommen og andre religioner. Nu er kirken blevet multietnisk og missionsinitiativer udspringer fra et hvilken som helst hjørne af verden og rettes mod en hvilken som helst del af verden, helt uden om de strukturer, som prægede den moderne missionsbevægelse.
Den vestlige teologi, som er blevet formet af den europæiske intellektuelle historie og især oplysningstiden med dens begrænsede univers, viser sig i dag at være for begrænset i perspektiv til at kunne håndtere den afrikanske og asiatiske virkelighed. Vi kan nu forvente, at se en åbning op af teologien med en forøget kristen interaktion med afrikanske og asiatiske kulturer, måske lige så kreativ som den interaktion, der fandt sted med den hellenistiske kultur i de tidlige kristne århundreder. Måske vil Europa og Amerika komme stil at spille en vigtig rolle som teologiske laboratorier, fordi der nu i Vesten findes alle de byggesten fra hele verden, som der er brug for til i teologisk forstand at bygge det nye tempel i Ånden, der igen understreger den kristne tros multicentriske væsen.
At vi har været 175 deltagere på denne konference, og mange af os sågar danskere, viser, at der er i dag er et voksende antal menesker, som tilbyder at tage opvasken.
Århus Universitet, fredag, den 29. januar 2010
Mogens S.Mogensen
McDonaldisering af kirken?
”The McDonaldization of the Church” var titlen, på en bog, som John Drane udgav i 2000. McDonald, som har vist sig meget effektiv som en business-model, er et udtryk for en modernistisk rationalisering, som dehumaniserer os, og er derfor ødelæggende for kirken. Imidlertid er der meget, der tyder på, at mange kirker i den konstantinske kristenheds sidste – moderne – fase har været fristet til at anvende denne model.
I en dansk folkekirkelige sammenhæng har der især tidligere været ryster fremme om, at danskerne skulle have den samme tryghed mht. et kirkeligt standardprodukt i form af højmessen, som når de gik ind i en McDonald for at stille deres fysiske sult.
John Drane, der er professor på Fuller Theological Seminary i Pasadena, Kalifornien, er englænder og engageret i ”Fresh Expressions of the Church”, et program, som bygger på rapporten ”Mission Shaped Church”. Kirken må sættes fri til at eksperimentere med nye kreative former for missionale menigheder, der tager højde for den virkelighed, at mennesker og kontekster er forskellige. I ”Fresh Expressions of the Church” taler man om ”a mixed economy” af traditionelle og nye former for kirke.
Disse nye udtryk for kirke er imidlertid udsat for modernitetens tilbøjelighed til at homogenisere alting.
Mens McDonald-tilgangen vil indebære at gøre det til et effektivt program med en manual, så alle andre kan kopiere det, peger Drane på, at vi i stedet må værne om den kreativitet, som vor kreative Gud har skabt os med, og som vil føre til mangfoldighed.
Mens mcdonalisering indebærer et fokus på det kalkulerbare udbytte – hvor mange nye kommer der i kirke, hvor mange bliver omvendt, indebærer Fresh Expression-tilgangen et fokus ikke på kvantitive parametre, men på udviklingen af relationaliteten med udgangspunkt i relationaliteten i den treenige Gud.
I en McDonald-model er alt forudsigeligt, fordi der kun er en rigtig måde at gøre tingene på for at være en rigtig kirke, mens Drane understreger betydningen af at anerkende, at der mangfoldige måder at være en genuin kirke på.
I en McDonald-burgerbar er kontrol kodeordet, men i Fresh Expressions anerkender man, at vi må opgive at ville kontrollere alting. Undertiden bruger Gud helt ordinære mennesker til at gøre de mest ekstraordinære ting.
Drane ser disse fire aspekter ved ”Fresh Expressions” som en måde, at udtrykke, at kirken er EN, HELLIG, ALMINDELIG, APOSTOLSK kirke. Såvidt Drane.
Lige som der er alternative udgaver af McDonald-virksomheder, som grundlæggende arbejder efter samme homogeniserende principper, er der også en række kirkelige McDonald-produkter på markedet i Danmark, koncepter, som tilbyder succes på det kirkelige område. Ved siden af de importerede McDonald-produkter har vi også vort eget folkekirkelige mcdonald-produkt, som er meget ældre end McDonald. Et kirkeligt produkt, som sikrede, at kirkegængere uden hensyn til hvor i landet de valgte at gå til højmesse – med få variationer – kunne være sikker på at opleve en næsten identisk gudstjeneste.
Jeg må her bekende, at jeg undertiden i mangel af bedre alternativer inden for rækkevidde konsumerer McDonalds produkter, men det er kun en gastronomisk nødløsning, som kan holde sulten fra livet. På samme måde er kirkelige McDonald-produkter ikke værdiløse, men jeg er overbevist om, at den kreative Gud med sin kirke har tiltænkt os noget langt mere kreativt.
Århus Universitet, fredag, den 29. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
Teologi, bøn og relationer – i et multireligiøst 3. årtusinde
Både i går og i dag blev dagens program på den internationale konference om kirke og mission i et multireligøst 3. årtusinde indledt med en bøn. I dette teologiske auditorium er der helt sikkert blev holdt teologiske foredrag om bøn, men jeg gætter på, at det er første gang, at et akademisk teologisk arrangement er blevet indledt med en bøn til Gud (Theos), som har givet navn til faget theo-logi (læren om Gud).
Konferencen samler bade akademiske teoretikere og kirkelige praktikere til en fælles refleksion om kirke og mission. At det ikke er uproblematisk at bringe academia/teologi/teori og kirke/mission/praksis sammen dukker op i debatten gennem udsagn om nødvendigheden af vandtætte skotter mellem den akademiske videnskabs og kirkens/missionens interesser, behov og principper.
På de tre dage, som konferencen varer, er der foredrag og debatindlæg fra en lang række af de førende teologer og missiologer fra hele verden, som fx. Stanley Hauerwas, Brian Stanley, Darrell Guder, Patrick Keifert, Ross Wagner, Werner Ustorf, Brian Stone, Kenneth Ross, Andrew Walls og mange mange andre.
Den første dag havde jeg I al ydmyghed placeret mig på en af de bageste rækker i auditoriet. I en pause hilste jeg på min sidemand, og – “lo and behold” – det var den internationalt kendte og anerkendte forfatter til en bog som jeg og mange andre med stort udbytte har læst, nemlig “Evangelism after Christendom”
Programmet er en imponerende flade af akademisk input af højeste kvalitet, men undertiden er revnerne i fladen helt uundværlige. Trods alle de mange vigtige forelæsninger og debatter I auditoriet og de dertil hørende vægtige papers, som kalder på at blive læst, har jeg på fornemmelsen, at det vigtigste foregår i pauserne. Her er der mulighed for at genopfriske gamle venskaber og at knytte nye kontakter, at udveksle erfaringer og planer – kort sagt at netværke. Når teori møder praksis og ideer knyttes til personlige relationer, bliver det spændende.
I aftes var konferencen deltagere inviteret til en festlig reception på rådhuset. Her blev vi helt synligt mindet om, at vi virkelig er på vej ind i et multirelgiøst 3. årtusinde. Viceborgmesteren, som gav en hjertelig velkomst til teologer og teologistuderende, missiologer og missionærer mv., var muslim.
Århus Universitet, fredag, den 29. januar 2010
Mogens S. Mogensen
“There is something rotten in the state of Denmark”
På konferencen har der været taget kritisk livtag med teologi og praksis vedrørende kirkens mission. Ross Wagner pegede I sin missionale hermeneutik af 2. Korinterbrev på “the aroma of Christ” som en vision om mennesker oplevelse af kirkens deltagelse I Guds mission i verden.
At kirkens mission langt fra altid har været oplevet som “en liflig duft”, mindede Werner Ustorf os om på konferencens første dag, hvor han med sin postkoloniale kritik af den moderne missionsbevægelse ønskede at lufte ud i kirke og mission.
Knut Lundby fra Norge tog her til morgen udgangspunkt I et citat fra Shakespeares “Hamlet”. “There is something rotten in the state of Denmark”. Det, som er råddent og som stinker, er det begreb om cybespace, som vi på konferencen i Danmark skal diskutere. Lundby gjorde opmærksom på, at det er en vildlendende konstruktion at friste os til at tænke om cyberspace som en parallel verden. Cyberspace er en del af vor ene virkelighed. Hvilken betydning har det så for kirken og mission? “To be or not to be online; that is not a question!”
Århus Universitet, fredag, den 29. Januar 2009
Mogens S. Mogensen
Kirken må tage internettet alvorligt
Så startede konferencen for alvor for dem, der var mødt om med ønsket om at blive klogere på kirken i cyberspace. Eftermiddagens paper session bød på fire præsentationer af forskningsprojekter indenfor dette felt.
Engelske Tim Hutchings satte fokus på de såkalde cyberkirker, som han i de seneste år har fulgt tæt. Gennem indgående studier af dette lidt eksotiske fænomen konkluderer han, at der er tale om en levende og voksende bevægelse, som matcher tidens netværksindividualisme. Samtidig med at der er tale om noget nyt og helt anderledes end traditionelt kirkeliv, viser hans forskning dog også, at cyberkirkerne har en tendens til at ville kopiere og genskabe de traditionelle former og symboler online.
Et andet perspektiv præsentede den danske præst og ph.d.-studerende Christian Grund Sørensen i sit paper. Ved hjælp af retorikken og persuasion teori argumenterede han for, at computeren og internettet har mange fordele i kirkens kommunikation i dagens samfund.
Den dansk-svenske professor Jørgen Straarup præsenterede et helt nyt svensk forskningsprojekt i avatarer. I løbet af de næste tre år skal han og Stefan Gelfgren (der taler i morgen) forske i brugen af avatarer på internettet i religiøs sammenhæng. De vil undersøge, hvordan denne brug passer ind i teorier om sekularisering og individualisering.
Endelig præsenterede jeg selv et paper om folkekirkens præster og deres brug af internettet. Jeg argumenterede for, at man ikke får et retvisende billede af internetmediets betydning for folkekirken, hvis man udelukkende ser på de hjemmesider, der er blevet produceret af folkekirken. På præsteniveau har internettet fået en massiv betydning og påvirker det daglige præstearbejde i stigende grad.
Cybertemaet fortsætter i morgen med et foredrag af den norske medieprofessor Knut Lundby og en panel-session om kirken og de sociale medier. Indtil videre må konklusionen være, at kirken ikke kan komme uden om internettet, når den fremover skal tænke i kirkemodeller og mission.
Peter Fischer-Nielsen
Århus, 28. januar 2010
Mission er teologiens moder
I 1998 redigerede professor Darrell Guder fra Princeton i USA, som også medvirkede på missionskonferencen i Århus, bogen ”Missional Church”. Siden da er ordet ”missional” blevet populært i mange kredse og brugt om ”alt godt fra havet”, understregede Guder.
Introduceringen af ordet ”missional” i bogen ”Missional church” indebar en appel om en ny gennemtænkning af ekklesiologien og missiologien. Ekklesiologi – læren om kirken – har i flere hundrede år fået lov til at udvikle sig ud reference til mission. Ligesom missiologi – læren om mission – ofte er blevet udviklet uden reference til kirken. Missional kirke indebærer udviklingen af en missional ekklesiologi og en ekklesial missiologi.
Mission har sit udspring i Guds mission (missio Dei), som kirken inddrages i. At være kirke er at være i mission, og mission er forankret i den kristne menighed. Udfordringen er at overveje, hvordan deltagelsen i Guds mission i verden oversættes til konkret praksis i den lokale menighed.
Samtidig er det altså en udfordring at forstå al teologi – i alle dens afdelinger – som missional teologi. Eller som Martin Kähler en gang udtrykte det, ”Mission er teologiens moder”. Et eksempel på det blev vi præsenteret for i morges, da Ross Wagner præsenterede en missional hermeneutik af Matt 26,6-13, altså en tolkning af teksten ud fra dens oprindelige formål – og dens formål i dag – at bidrage til en missional formering eller dannelse af de kristne, som hørte evangeliet.
Det helt store spørgsmål er, hvordan de teologiske uddannelsesinstitutioner, kan give de kommende præster den missionale formering og udrustning, der sætter dem i stand til at bidrage til formningen af missionale menigheder. Som flere i salen spurgte Darrell Guder og de to andre i Panelet, Bryan Stone og Martin Reppenhagen, er det overhovedet muligt på statslige teologiske fakulteter?
De fleste vil naturligvis svare, at det ikke kan lade sig gøre, og det heller ikke burde kunne lade sig gøre på denne måde at relatere en akademisk uddannelse på et statsligt universitet på til behovene i en værdibaseret institution som kirken.
For mig rejser det imidlertid spørgsmålet i en postmoderne tid, hvor vi har indset, at værdineutralitet er et meget problematisk begreb: Hvordan kan det være, at statslige uddannelsesinstitutioner ikke føler, at de kompromitterer deres akademiske integritet ved at tilpasse deres uddannelser fx til behovene i kapitalistiske virksomheder, således at kandidaterne kan fungere effektivt til i overensstemmelse med de værdier, som disse virksomheder opererer ud fra? Skulle det ikke være muligt at undgå, at teologien på de teologiske fakulteter fortsat skal være om ikke forældreløs, så dog moderløs?
Århus Universitet, torsdag, den 28. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
Mission forudsætter, at kristne nægter at slå hinanden ihjel
I disse dage afvikles en international konference på Århus Universitet under overskriften ”Kirke og mission i et multireligiøst tredje årtusinde”. For hovedtaleren her til morgen, prof. Stanley Hauerwas, har kirken imidlertid ikke en mission, og kirken er heller ikke et redskab for mission, men kirken er mission.
Det har været en konstant fristelse for kristne at finde måder at undgå at være vidner på. Vi vil gerne tro, at vi kan vise hvad vi tror på uden hensyn til, hvilket liv vi lever. Det er sandt, at det Gud har gjort i Kristus er sandt og godt, selv om vi er troløse vidner, men det betyder ikke, at der så ikke er en anden et andet sted, som er det trofaste vidne om Jesus. I sidste ende gælder det, at ”the teller and the tale are one”.
For Hauerwas er der en uløselig forbindelse mellem ekklesiologi og mission. Frelsen er ekklesial i den betydning – med et citat fra Brian Stone, som for øvrigt også deltager i konferencen – at frelse “in the world is a participation in Christ through worship, shared practices, disciplines, loyalties, and social patterns of his body.” Derfor giver det ikke mening at sige, at kirken har en mission, men ved at være tro mod evangeliet er kirken mission.
Kirken forstået som mission indebærer en anerkendelse at mission er knyttet til kirkens katolicitet (universalitet og enhed). For Hauerwas er mission ikke bundet op på kirkens udsendelse af missionærer. Fra tid til anden kan det være nyttigt for kirken at udsende missionærer, men kirkens første opgave er at være et vidnes i og for i de verdener, som kirken lever i. Al missionsarbejde er i den forstand lokal.
Men fordi mission er en lokal sag, må der være en essentiel forbindelse mellem kirkens katolske karakter og missionens karakter. Kirken i mission må udfordre de grænser, som truer med at skille kristne fra hinanden. ”At the very least that means that the missionary task of the church depends on the refusal of Christians to kill one another”. Med et citat fra Yoder slog Hauerwas fast, at ”where Christians are not united, the gospel is not true in that place”, hvilket betyder at kirkens vidnesbyrd derved kompromitteres.
Kirkens katolicitet er uløseligt forbundet med mission gennem tilstedeværelsen overalt af et folk, hvis eksistens er bestemt af tilbedelsen af Gud. Det er evangeliet kraft til I kirken til at overskride grænserne ikke bare af rum og tid, men også sociale og alle andre grænser, som gør den lokale kirke virkelig “katolsk”. Det betyder imidlertid, at der ikke er nogen udfordring som er vigtigere for kirkens mission en Kristen enhed.
Hauerwas blev imødegået af Jan Ole Henriksen fra Oslo og Niels Henrik Gregersen fra København. Bl.a. blev der peget på, at vi en nordisk teologisk tradition lægger mere vægt på skabelsesteologien i vor missionsteolog, og at det med en luthersk forståelse af synden – og så i kirken – var problematisk at hævde, at kirken er mission.
Diskussionen om kirke og mission i det 3. årtusinde fortsætter – under den fælles forudsætning – “at kristne nægter at slå hinanden ihjel”.
Århus Universitet, torsdag, den 28. Januar 2010
Mogens S. Mogensen
Four re-marks on Third Millennium Churches
Professor LeRon Shults har sendt dette indlæg til bloggen, som vi her bringer i sin fulde længde og på originalsproget. Shults var tidligere i dag på konferenceprogrammet, da han responderede på Professor Friedrich Wilhelm Grafs tale omkring kirken i et multireligiøst Europa.
In my response to Professor Graf’s lecture, I build on his observation that, empirically speaking, there is no such thing as “the Church” – only a diversity of churches and his call for more careful philosophical attention to concepts like “multi-religious”
Both of these points have to do with difference, with making sense of the diversity and plurality of forms of religious life – Christian and otherwise. What are the implications of seriously attending to alterity – empirically and philosophically – for ecclesiological reflection in late modernity?
One way to approach this question is to revisit the so-called “notes” or traditional “marks” of the church: (one, holy, catholic and apostolic). I propose a reconstructive and reformative ecclesiology that also recognizes that followers of the way of Christ are multiple, embedded, particular and hospitable.
My argument is not that the creedal “marks” of the church are wrong, but only that they are not exhaustive, and not the most healthy and productive ways of pursuing ecclesiological identification in our inter-religious third millennium. When interpreted in absolute and exclusive terms, noting the unity, holiness, catholicity and apostolicity of the church may in fact be misleading; these may actually mark forms of religious community that have little to do with Jesus’ message and ministry.
And so, one might title my response:
· Yes, followers of this way ought to work for unity in love, but this does not require the denial or denigration of the multiplicity of expressions of that love. The many forms of ecclesial becoming can serve together in the infinite ecumenics of divine grace.
· Yes, churches are called to become holy, but this does not require isolationist walls that protect “our” sacrality from “their” supposed profanity. Missional care in the way of Christ is embedded in the concrete, mundane concerns of oppressed others.
· Yes, Christian communities ought to be characterized by a universal embracing love, but this does not require an anxious political exclusion of others. Different polities can facilitate the service of the church while celebrating the particularity of each context.
· Yes, becoming ecclesial involves making clear our connection with the first apostles, but this does not require a blind repetition of the tradition. Followers of Jesus can be identified by their receptive hospitality to, for and with their neighbors and enemies.
I spell this out in more detail in “Reforming Ecclesiology with Emerging Churches” in the journal Theology Today (January 2009). A draft can be downloaded from here.
LeRon Shults
Professor of Theology and Philosophy
University of Agder, Norway
www.leronshults.typepad.com
